tirsdag den 8. maj 2012

Legebetegnelser



Roger Callois
French writer and philosopher [1913-1978]

”Den franske antropolog Callois udgav i slutningen af 50`erne bogen Legene og Mennesket(Callois 1958, Rasmussen 1992). Callois forbinder legene med livet. Han inddeler leg i fire forskellige grundtyper, som i form og dynamik er bestemt af forskellige grundkræfter.
Callois bruger betegnelserne agon, alea, mimycry og ilinx.”

Agon
”I lege som har agon som element, er det kampen, kappestriden og konkurrencen, der er det bærende princip. Den agon-prægede leg kan altså være præget af stor kropslig voldsomhedog kaos. Allerede de mindste børn har indbyrdes stridigheder, når de leger. De slås om legetøjet og markerer territorier.
I mange kropslige lege er agon et væsentligt element. Kampen foregår ofte krop til krop i en levende og udfordrende dialog. Hvem kan løbe hurtigst? Hvem er stærkest? Hvem er mest snu? De kampbetonede lege kræver udholdenhed og hurtighed, mod og frækhed.
Netop det at kunne finte og frækt vinde kampen er en del af legens uforudsigelige karakter, som hylder og ikke kontrollerer tilfældigheden som princip.”

Alea
”Held og lykke er omdrejningspunktet for de lege, som ikke er betinget af den enkeltes dygtighed og styrke. Callois bruger den latinske betegnelse alea, som betyder terning for disse lege og spil. Her gælder det ikke om at vinde over en modstander af egen kraft. Det gælder om at betvinge skæbnen eller lykkens gudinde. At kaste lod med terninger eller fingerknoglerhar historisk set givet mennesket mulighed for at rådføre sig med guderne, når der skulle træffes vanskelige beslutninger. Så sent som i 1895, da franskmændene stormede hovedstaden på Madagasker stolede dronningen mere på udfaldet af spådomsspil, end hun stolede på hæren(Grunfeld 1976).
Selv i dag er spillet med skæbnens gudinde en yndet aktivitet. Terningelege og billedlotteri – og hos voksne lotto og kasino er lege, som er præget af aleas grundkræft. Måske er det netop, fordi det enkelte menneskes egen kontrol og kunnen er sat ud af spillet, at alea er så fascinerende for mange. Alea kan udvikle sig til en passioneret og til tider selvdestruktiv spillelidenskab.”

Mimycry
”Mimycry er det 3. element i Callois begrebsverden. Mimycry er et grundelement, som består af efterligning og forvandling. Den legende forvandler sig og bliver en anden. Det kan foregå lynhurtigt som i fangelegen katten efter musen, hvor de legende kan skifte roller i brøkdele af et sekund – eller det kan tage form af længerevarende klæde ud og rollelege for såvel voksne som børn. Efterligningen er en slags kopihandling, som ikke er minutiøs, men derimod af dynamisk og skabende karakter.”

Ilinx
”Det fjerde og sidste element ilinx foregår i et kaos af uorden. Ilinx er det græske ord for hvirvelstrøm, og lege præget af ilinx virker berusende og opløftende på de legende. Hurtige og farlige bevægelsestilstande præger denne oplevelsesform. Ofte er det ikke den legende selv, der bevæger sig. Vedkommende bevæges i en kommunikation med et andet menneske, en rekvisit eller et naturelement.
Ilinx er en kropslig beruselse, der balancerer mellem panik og spænding. Det lille barn hviner af fryd når det kastes op i luften og bliver grebet igen i en tryg og velkendt favn. Det lidt større barn gynger og kører i karrusel, og den voksne skriger i tivolis rutchebane eller kaster sig ud i grænseoverskridende aktiviteter som fx rapelling og bungyjump. De fleste lege indeholder naturligvis flere eller alle elementer i forskellige grad, og det er vel i sidste ende disse spændinger mellem den dialogiske kamp, den vilde hvirvelstrøm, den hurtige forvandling og skæbnens lunefulde spil, der gør legens verden så tiltrækkende og sitrende fuld af liv.”
Tekst afgrænset af ” er tekst taget fra Helle Winthers bog; fodfæste og himmelkys. S.191-193. Legens grundkræfter.

Agon: kampleg som har kampen, kappestriden og konkurrencen som bærende princip. Gerne kropslig leg.
Alea: tilfældighedens spil. At overgive kontrollen til skæbnen og lykken.
Mimycry: efterligning og forvandling. Skuespil, at kunne skifte karakter eller rolle. Dynamisk og skabende.
Ilinx: forvirring. Adrenalin frigivende handlinger. Hurtige og farlige handlinger.

1 kommentar: